Det gode naboskab
Et lille nik, et vink eller en hurtig sludder i opgangen eller i cykelkælderen. Mere skal der faktisk ikke til, hvis man vil være en god nabo.
For mange er det en helt naturlig del, af det at bo tæt op ad andre mennesker, mens det for andre ikke falder lige så naturligt.
Hos Boligkontoret Fredericia opfordrer vi alle til at gøre noget ekstra for det gode naboskab.
Dårligt naboskab slider
Det er stressende at bo tæt på mennesker, som man ikke fungerer med. Undersøgelser viser endda, at hyppige konflikter øger risikoen for tidligere død, så alene af den grund skal man da hurtigst muligt have fundet en løsning på en eventuel nabokonflikt.
Hos Boligkontoret Fredericia opfordrer vi alle til at gøre noget ekstra for det gode naboskab.
Snak med dem omkring dig
Når der er et godt naboskab, og og man har gjort noget aktivt for det, og sat lidt ind på "naboskabskontoen" så bliver man automatisk bedre til at rumme sine naboer, som fx spiller høj musik.
Vi har nemmere ved at ringe og gøre opmærksom på den høje musik, hvis vi i forvejen har et godt forhold. Naboen vil ligeledes også tage bedre imod en eventuel kritik eller opfordring til at dæmpe lyden.
Rundspørge om det gode naboskab hos vores beboere
- At vi kommer hinanden ved, ved at hilse og hjælpe hinanden.
- At vi deltager i arrangementer i afdelingen.
- At vi snakker med hinanden
- At vi hjælper med småting, som lån af lidt sukker.
- At vi kan handle ind for en nabo, som har brug for hjælp.
Klagevejledning
Såfremt du har problemer med din nabo eller en anden i i din bebyggelse, opfordrer vi jer til at tale sammen om det. Mange problemer kan løses let og smidigt ved at tale sammen. Måske er din nabo ikke klar over, at adfærden virker generende.
Når I taler sammen, bør du være saglig og i en god og venlig tone og tage udgangspunkt i, hvad adfærden betyder for dig og dine følelser. Prøv at lade være med at virke anklagende ( start med "jeg" i stedet for "du" ) og hold dig til sagen.
Hvis dette ikke lykkes, og din nabo stadig er væsentligt generende for dig eller din husstand, har du mulighed for at klage over din nabo til Boligkontoret Fredericia. Vi vil herefter kunne skrive til beboeren om ændring af adfærd.